FINT — en model til den gode klimajournalistik

Skal klimajournalistikken være populær, kræver det ifølge forskningen, at den er relatérbar, også har fokus på løsninger, er troværdig og engagerende. Til at udvikle den type journalistik kan man benytte FINT-modellen.

Af: Gerd Maria May, Room of Solutions

Klimaforandringer kræver medieforandringer

Klimaet forandrer sig konstant og har altid gjort det. Med vores stigende CO2-udledning er forandringerne eskaleret, og det går nu hurtigere end nogensinde. Alligevel går det for langsomt.

Der er tørke og oversvømmelser, alligevel er det for svært at se.

Der er millioner af familier med mor, far og børn, der er drevet på flugt, alligevel virker det ikke som om, det handler om os.

Der er tusindvis af danskere, der hvert år dør mange år før, de havde behøvet, fordi luften i byerne er så forurenet. Alligevel er det ikke konkret nok.

Holder vi i mediebranchen fast i vores nyhedskriterier, falder klimahistorierne igennem vores filter for gode historier. Sådan har det været i årevis.

Det må stoppe nu.

Skal vi i mediebranchen kunne prale med, at vi arbejder for at oplyse borgerne om samfundet og for at klæde folk på til at træffe oplyste valg, så kan vi ikke længere behandle klimaforandringerne som en hvilken som helst historie. Vi skal uddanne os til at kunne forstå og forklare de mekanismer, der er på spil, og vi må redefinere den gode historie, så klimadagsordenen får en plads i mediebilledet, som der er brug for.

Jeg håber, at du med denne bog har fået kompetencerne og lysten til at kaste dig over klimastoffet, så dine modtagere ikke bliver bremset af de tre barrierer, der er redegjort for her i bogen, men i stedet får en glubende appetit på både at følge med og handle til fordel for vores allesammens klima.

FINT — en model der rummer klimajournalistikken

FINT-modellen er udviklet med det formål at holde fokus på, hvad folk får ud af at bruge journalistikken. De “gamle” nyhedskriterier “AVISK”; altså:

Aktualitet

Væsentlighed

Identifikation

Sensation

Konflikt

Er super gode til at skære en historie til, så den fanger folks opmærksomhed. Men den siger ikke så meget om, hvad folk så får ud af at have brugt deres tid på at se/lytte/læse historien. Det er her FINT-modellen kan komme i spil.

FINT står for:

Fællesskab

Inspiration

Nuancer

Tillid

Her er fokus på, at man efterlader sit publikum inspireret og tillidsfuld i forhold til de oplysninger, man har serveret gennem journalistikken. Modellen kan bruges i idé-udviklingsfasen, undervejs og til efterkritik. Jeg vil her gennemgå den med fokus på, hvordan man kan udvikle journalistikken ved at bruge modellen.

Fællesskab

F står for Fællesskab. Det dækker over, at man som journalist, allerede inden man beslutter sig for et emne eller en vinkel, fokuserer på, hvem ens publikum er, og hvad de har af behov.

Det kan man gøre på mange forskellige måder. Det gennemgående budskab er, at man skal acceptere, at det kræver en relation, hvis man for alvor skal kunne forstå sit publikum.

En relativt let tilgængelig metode er helt konkret at spørge sit publikum, hvad de har brug for, at du undersøger eller dykker ned i på deres vegne. Det kan man som journalist gøre på et utal af måder. Helt konkret kan du slutte din historie med at stille spørgsmålet til dit publikum og give dem en let måde at svare på. Det kan være via en digital svarboks. I radioen eller på tv kan der henvises til en mail eller en hjemmeside, hvor man kan se mere.

Du kan som journalist også på de fleste medier efterhånden dykke ned i data og se, hvad der som udgangspunkt fanger dit publikums opmærksomhed og herudfra vinkle din klimajournalistik, så den rammer noget, du på forhånd ved, der er interesse for.

Når du gennem forståelse af dit publikum har fundet de relevante historier og vinkler, er næste skridt i Fællesskabs-delen, at du involverer dit publikum i din historie. Det kan du gøre allerede under din research, hvor du kan række ud til dit publikum og fortælle, at du er i gang med din historie, og spørge, hvad de mener, du skal vide, eller hvem du skal tale med osv.

Derudover er det vigtigt, at du som journalist tænker ind i, hvordan din journalistik kan gøre en forskel, når historien er slut. Du kan fx. samle folk til en debat, eller du kan samle konklusionerne fra dine historier, som du så kan videregive til beslutningstagere. Måske kan du spørge, hvad dit publikum ikke mener, du har fundet ud af endnu og derved bruge din relation til dit publikum til at finde den næste historie.

Generelt betyder det at involvere sit fællesskab, at du tager afsæt i dit publikums behov, og at du undervejs tjekker ind og er opmærksom på, hvordan dine historier bliver taget imod og at du når din historie er publiceret, eller din serie er afsluttet i produkt-forstand finder ud af, hvordan historien kan leve videre uden dig.

Inspiration

I står for inspiration. Hermed mener jeg, at du som journalist skal fokusere på, hvordan du både kan oplyse, undersøge, være kritisk OG inspirere. Den ene undersøgelse efter den anden viser nemlig, at du skræmmer dit publikum væk, hvis du stopper din historiefortælling ved problemet. Det betyder naturligvis ikke, at vi som journalister skal holde op med at fortælle de tunge, triste og deprimerende historier. Det er og vil altid være en grundlæggende journalistisk opgave at kaste lys på det, der ikke fungerer og afsløre dem, der ikke forvalter deres magt ordentligt. Men det betyder, at du som journalist ikke skal slutte dit arbejde der. Du skal BÅDE undersøge og afdække problemer og mulige løsninger.

I Danmark er klima den tredje-vigtigste årsag til, at folk vender sig væk fra journalistikken. Kun overgået af historier om krigen i Ukraine og journalistik om sport. Samtidig svarer folk, at en af de vigtigste årsager til ikke at følge journalistikken er, at de bliver i dårligt humør, og alligevel ikke føler, de kan gøre noget ved de problemer, de får vist. Derfor er det lige for at pege på en løsning på at lokke folk tilbage til journalistikken, at vi ikke må efterlade folk uden håb.

Nogle historier er selvfølgelig i sig selv deprimerende og triste. Det er ikke alle historier, man kan krydre med håb eller handling. Men hvis vi vender måden, vi laver journalistik på til, at vi som udgangspunkt undersøger, om det er muligt at give årsag til håb eller handling, vil vi på den måde kunne fjerne det store flertal af negative vinkler, der i dag præger nyhedsbilledet og i stedet give et mere retvisende billede af verden, hvor både problemer, håb og handlemuligheder er i spil.

Al journalistik er valg. Det er et valg, hvilken historie, man vil lave, hvilke kilder, der skal være med, hvad de skal have lov til at sige, hvordan historien skal vinkles og hvad rubrikken skal vise. Det er derfor ikke anderledes, når man fokuserer på håb, løsninger eller handlemuligheder. Ligesom alle de andre valg, man som journalist konstant skal træffe, skal man også når det kommer til mulige løsninger have hele den journalistiske værktøjskasse i spil. Faktatjek, relevans, etik osv osv skal naturligvis vægtes lige så højt, når det kommer til dækning af løsninger, som når man dækker problemer.

Konkret kan du som journalist inspirere på mange måder. Du kan fx lave en side historie til en klima-nyhed med en case, der kæmpe for politisk indflydelse, eller en case, der har opfundet en ny måde at løse et klima-problem på, eller måske en case, der samler andre om at finde nye måder at leve på, der spiller sammen med klimaets behov.

En anden måde at inspirere på kan være helt simpelt ved at inkludere en faktaboks eller slutte et indslag med en handlemulighed. Det konkrete eksempel på en handlemulighed kan man fx skaffe ved at spørge de eksperter, man er i kontakt med i research-fasen, om de har gode konkrete råd til, hvad der kan gøres ved problemet.

Inspirationen står altså for, at du laver din journalistiske historie kritisk og problemfokuseret, hvis det er det, historien har brug for, men at du OGSÅ tilføjer håb eller handlemuligheder, og på den måde efterlader dit publikum både oplyst og inspireret.

Særligt i klima journalistikken er det afgørende, at vi lykkes med at finde en måde at fortælle klima historierne på, så vi ikke skræmmer folk væk. For kan vi ikke samle folk om fakta og information, kan vi ikke træffe informerede beslutninger i fællesskab på vegne af vores alle sammens fremtid.

Nuancer

N står for nuancer. Skal vi kunne skabe en offentlig debat, som de fleste kan se sig selv i, er det afgørende, at vi nuancerer journalistikken. Og et helt afgørende mål med journalistikken er netop at klæde offentligheden på til at deltage i den fælles demokratiske samtale. Om det så skal ske i offentlige sammenhænge, på sociale medier, rundt om spisebordet hjemme i familien eller med sig selv i stemmeboksen, så er det afgørende, at det foregår på et oplyst grundlag.

Bliver journalistikken et sted, hvor dem, der er blevet vegetarer, kører elbil og aldrig køber nyt tøj, kan se sig selv blive spejlet, vil det betyde, at langt de fleste af os andre vil opleve, at det ikke er et sted for os. Vi vil ikke kunne deltage i debatter på et relevant grundlag, da vi allerede fra starten er dømt ude, og inden vi overhovedet tager ordet godt kan mærke, at vi skal have dårlig samvittighed over den lasagne, vi serverede for familien i går. Det samme gør sig gældende, hvis tonen er afvisende overfor klimabaserede forandringer. Uanset om man kommer fra den ene eller anden side, skal man kunne se sig selv i klimajournalistikken og på den måde blive klædt på med fakta og inspiration til den videre klima-debat.

Til gengæld skal der ikke være nogen nuancer, når det kommer til fakta. Der er ikke længere nogen debat om, hvorvidt klimaforandringerne eksisterer, eller om de er menneskeskabte. Den debat bør være overstået i alle troværdige medier. Der er så stor enighed blandt verdens forskere om de ting, at den debat ikke længere skal have plads eller tid i de danske medier. Det er i øvrigt også en forsvindende lille del af den danske befolkning, der ikke har forstået den del. Til gengæld er der mange måder at løse krisen på. Der er mange forskellige tilgange alt efter politisk observans eller fokusområder. Og her bør der være plads til nuancer. Der skal både være plads til landmanden, der er bange for at miste sit levebrød og den unge vegetar, der er bange for at miste sin fremtid.

Nuancerne kan man fx få ind i sin journalistik ved at vise forskellige eksempler på, hvordan en sag kan løses, eller vise forskellige måder, en fremlagt politik kan tolkes. Alle nuancer skal dog placeres solidt på en bund af fakta, så ingen på noget tidspunkt kan sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende og videnskabeligt beviste realiteter.

Tillid

T står for tillid. Skal journalistikken have en berettigelse, skal den kunne opfattes som troværdig. Bliver den ikke det, har den ikke meget mere værdi end sladder og snak blandt tilfældige mennesker. Derfor er det helt afgørende, at man som journalist gør sig overvejelser over, hvordan man fremstår mest muligt troværdig overfor sit publikum. Her vil jeg igen pege på relationen som en afgørende mulighed for at løfte journalistikkens mulighed for at gøre en forskel og efterlade folk klædt på til at håndtere de udfordringer, de står overfor. Noget at det allermest tillidsskabende er, at du kender folk. Naturligvis skal du kende dem for noget godt. Men ved dit publikum, hvem du er og kan de genkende dig som afsender på generel troværdig information, er din historie langt foran et stykke journalistik med en for modtageren anonym afsender.

I Danmark har vi generelt høj tillid til journalistikken, sammenlignet med andre lande. Det hænger sammen med, at vi som danskere lever i et samfund med en meget høj grad af det, der hedder social tillid. Det betyder, at vi som udgangspunkt stoler på hinanden. Det skal vi naturligvis sætte pris på, men vi skal også værne om det, og være opmærksomme på, at den tillid i disse år er under pres. En måde at underbygge tilliden til din journalistik er, at gøre det tydeligt, hvor du har dine fakta fra. Det kan du gøre ved at fortælle det tydeligt i selve journalistiske produkt, eller du kan lave en faktaboks med beskrivelser af, hvor man selv kan gå videre for mere information.

Eller du kan lave en indledning — eller faktaboks, der følger med din historie, hvor du beskriver, hvorfor du har valgt at lave netop denne historie, hvorfor den er vinklet som den er, hvorfor de forskellige kilder er med osv. På den måde fjerner du nogle muligheder for ikke at have tillid til dig, da man her selv kan gennemskue, hvad der ligger bag alle de usynlige valg, der træffes, inden en historie bliver til journalistik.

Tillid er helt grundlæggende for, at din journalistik kan få en betydning for nogen efter, du har sluppet den. Er der ikke tillid til, at du har styr på dine fakta eller at du vinkler fair ell, så er der stor risiko for, at alt dit arbejde blot ender som ligegyldig underholdning i stedet for at kunne spille en rolle som noget, der er med til at klæde folk på til at kunne tage oplyste valg i deres eget liv.