Fællesskab

Skal journalistikken være relevant, skal den skabes med afsæt i behovene hos og sammen med dem, der skal bruge den. Journalistens rolle er ikke længere at sidde i et elfenbenstårn og skue ud over verden. Journalisten skal ned på byens torv og være en del af det, der skal dækkes. Både inden historien produceres, undervejs og bagefter.

Først når journalistikken bliver brugt til noget i fællesskab med andre, får den for alvor værdi.

Skal journalistikken for alvor give værdi til samfundet, abonnenterne, lytterne, seerne og læserne, skal den levere noget, der giver folk noget at være fælles om, og noget, de kan forholde sig konkret til. En måde at gøre det på er at skabe journalistikken i fællesskab.

I en stor amerikansk undersøgelse fra 2018, lavet af The American Press Institute og The Associated Press-NORC, med titlen: ”Paths to Subscription: Why recent subscribers chose to pay for news” (American Press Institute, 2018) svarede flere end 4000 abonnenter fra 90 forskellige aviser på, hvorfor de har valgt at blive abonnent — og ikke mindst, hvorfor de stadig er det.

Her blev der givet en række forskellige svar, men det, der står stærkest, er, ”a desire to be connected to community”, altså et ønske om at være en del af et fællesskab.

Kvaliteten af indholdet og emnet, der dækkes, er naturligvis også væsentlige, men oplevelsen af at høre til og være en del af mediet og journalistikken er for mange det argument, der vejer tungest.

Med den viden i baghovedet blev formatet serve-retten udviklet på Fyens Stifstidende, hvor retten til at sætte en historie i gang bliver på skift uddelt til en borger, der har noget relevant på hjerte. Og herefter tager journalisterne fat på emnet og laver journalistik om det. Samtidig er “Serveretten” et format, der efterspørger input til historien, mens den bliver til.

På blandt andet BBC bruger man det digitale værktøj ”Hearken”til at inddrage læserne i journalistikken. Her spørger de gennem en digital platform, hvad læserne vil have, journalisterne skal arbejde med, og lader læserne stemme om, hvilke historier der skal prioriteres.

På det digitale medie tyske ”Krautreporter” inviterer man medlemmerne ind i researchen og laver på den måde historierne sammen med modtagerne.

Når journalistik diskuteres i undervisningslokalerne, på redaktionsmøderne og i efterkritikken ligger fokus på historien: Hvad er den rigtige vinkel, er de rigtige kilder med, er etikken i orden og så videre? I redaktionslokalerne er fokus samme sted, altså på produktionen af historien. Det er naturligvis også afgørende, at der er styr på selve historien. Men det er ikke nok.

For når man spørger modtagerne, hvad der er vigtigt for dem, er det ikke selve historien, der er afgørende.

Når brugerne af et medie skal måle mediets eller journalistikkens værdi, så er svaret, at værdien i højere grad hænger sammen med, hvad man kan bruge journalistikken til, end hvad journalistikken er i sig selv. Det konkluderer Søren Schultz Jørgensen blandt andet i ph.d.-afhandlingen Gamle medier er også sociale fra 2016.

Modtagerne oplever mediet som værdifuldt og relevant, hvis de kan bruge journalistikken til noget sammen med nogen. Især hvis de oplever, at det at have læst/set/hørt en journalistisk historie fører til samtaler med nogen, de gerne vil have en relation med.

Når journalistikken fører ind i et fællesskab, som modtagerne føler er relevant, bliver journalistikken ekstra værdifuld, i modsætning til hvis modtagerne bruger journalistikken alene og ikke sammen med andre.

Følelsen af at være en del af et fællesskab er en afgørende kvalitet for mediebrugere.

Blandingsforbrug af medier

Mediebrugerne har ikke i dag som tidligere et eksklusivt forhold til et enkelt medie. Alle har et blandingsforbrug af medier. Vi bruger medier på en lang række forskellige platforme og derigennem også fra forskellige afsendere. Vi læser en artikel fra The Guardian, der dukker op, fordi en ven har delt den på Facebook, hører Radioavisen, fordi den er tændt i køkkenet, bladrer i avisen, fordi den ligger fremme ved kaffemaskinen på jobbet, og ser et tv-indslag, fordi det er blevet delt på Twitter. Så uden at vi bevidst har besluttet os for, hvorfra vi vil have vores journalistik, ender de fleste med en blandingsdiæt fra en lang række forskellige medier, som vi ikke nødvendigvis forholder os til eller bevidst har tilvalgt.

Det betyder, at medierne ikke kan antage at have eneret på kontakten og informationsstrømmen — heller ikke hvis der er tale om en trofast og loyal abonnent.

Til gengæld kan mediefolk være ret sikre på, at alle har en form for sult efter journalistik. Borgerne forbruger i hvert fald medier mere end nogensinde før. Ifølge tal fra DR’s medieforskningsrapport ”Medieudviklingen” bruger danskerne i gennemsnit 7 timer og 16 minutter på medier hver dag. Medregnet i tallet er forbruget af alle former for medier, fra tv og radio til gaming, sociale medier og streaming af film, og tallet skal også ses i lyset af, at vi godt kan være på mere end et medie samtidig: Vi ser for eksempel fjernsyn, samtidig med at vi er på sociale medier. Men de traditionelle medier står fortsat stærkt. Hver gang vi bruger fem minutter på medier, bliver tre af minutterne brugt på såkaldte traditionelle medier som fjernsyn, radio og print. Syv timer er mere tid, end vi i gennemsnit bruger på at arbejde, sove eller være sammen med vores familier.

For brugere af medier handler det ikke kun om underholdning, hygge, tidsfordriv, stof til samtaler og samvær, men også om målrettet viden til brug på job eller i uddannelse, følelsen af tilhørsforhold, opretholdelsen af rutiner og vaner. Derfor investerer folk tid i medier og i journalistik.

Journalistikken fører til en form for fællesskab. For medier er sociale, uanset om de hedder Fyens Stiftstidende, TV 2, New York Times eller The Guardian. Journalistikken og dermed også medierne bruges til at skabe relationer, kontakter og tilhørsforhold. Det handler om at have noget at være sammen om — noget at tale om. Men det handler også om, at den information, modtagerne får via journalistikken, giver adgang til et fællesskab.

Måden, hvorpå vi indtager journalistikken, kan øge oplevelsen af relevans og værdi.

En anden afgørende værdi, der tillægges journalistikken, er, at den giver mulighed for, at den enkelte kan orientere sig i det, han eller hun definerer som “sin verden”. Det kan være lokalsamfundet, vedkommende bor i, men det kan også være et interessefællesskab, for eksempel om klimaforandringer, i og med at man kan være en del af et fællesskab sammen med folk i Stockholm, Shanghai og Støvring. Gennem journalistikken er det muligt, og det opleves som værdifuldt, at skabe relationer til andre.

Konklusionen fra denne del af medieforskningen er altså, at hvordan modtagerne bruger journalistikken, er afgørende for dem. Skal journalistikken give en oplevelse af værdi, skal den i høj grad kunne gøre det, som verdens første avis “Relation” navngav sig med — nemlig skabe eller understøtte relationer. Jeg kalder det fællesskaber.

Et af benene i den gode historie skal derfor være placeret i en dyb forståelse af fællesskabers betydning for den enkelte. Når mediet definerer en god historie, skal det være med udgangspunkt i, hvordan historien kan bruges. Kan den give nogen noget at tale med andre om, kan den deles med relevante personer, eller kan den lede vej ind i et fællesskab gennem information? En måde at opnå det på er at skabe historien i fællesskab med andre. Det kan for eksempel være ved at indføre et format som serve-retten, som Fyens Stiftstidende gør, eller ved at spørge læserne, hvad de vil have, som BBC gør, eller ved at inkludere dem undervejs i researchen som Krautreporter — eller på en lang række andre måder. Det afgørende er, at journalisten i sit arbejde har i baghovedet, at journalistik er noget, der skal laves i fællesskab med modtagerne, hvis det skal være nyttigt og opleves som relevant.

En god historie kan opstå ud af et fællesskab, udvikles gennem diskussioner i fællesskaber og endelig publiceres til et fællesskab, der herfra kan give historien liv og reelt bruge den til noget.

Lykkes det, er sandsynligheden for, at journalistikken opfattes som relevant, langt større, end når den er opfundet, udviklet og formidlet i et relativt lukket redaktionsmiljø.

Fællesskab giver livet værdi

Ser man sig som en del af et fællesskab, er der langt større sandsynlighed for, at ens liv opleves som lykkeligt, i modsætning til hvis man føler sig uden for fællesskabet.

Institut for Lykkeforskning har for længst dokumenteret, at fællesskaber og relationerne med andre mennesker er nogle af de vigtigste faktorer bag lykkefølelsen. Det kan man blandt andet læse i rapporten Der er et lykkeligt land — en kortlægning af årsagerne til danskernes lykke fra 2013.

En lang række studier dokumenterer, at social integration er en af de vigtigste indikatorer for, hvordan vi har det. Det at være en del af et fællesskab har stor indflydelse på både vores fysiske og mentale sundhed.

Den sociale infrastruktur, dvs. vores sociale relationer, vores netværk, vores følelse af fællesskab, er en af de bedste indikatorer for, om vi føler sig lykkelige eller ej. Det er mønstre, som går igennem stort set alle de datasæt, der er udarbejdet både i Danmark og internationalt inden for lykkeforskningen, lyder det fra Institut for Lykkeforskning. Blandt andet i rapporten Der er et lykkeligt land — en kortlægning af årsagerne til danskernes lykke fra 2013.

At indgå i et fællesskab er et basalt menneskeligt behov, og derfor er det vigtigt, dels at man som journalist forstår dette, dels at denne forståelse afspejles i journalistikken.”

Hvis medierne skal fungere som en samfundsinstitution, der gavner det store fællesskab, er det væsentligt, at journalistikken er med til at understøtte og udvikle de fællesskaber, der giver livet mening for borgerne. Ved at blive opfattet som en fællesskabs-skaber øges værdien af mediet og dermed gennemslagskraften og muligheden for at gøre en reel forskel med journalistikken.

Føler man sig som en del af et fællesskab, stiger interessen for at rejse sig fra sofaen og gå ud og forsøge at bidrage til en positiv udvikling af samfundet.

Når man føler, man hører til et sted, er sandsynligheden for, at man gør noget aktivt for at forbedre forholdene omkring sig, større, end når man ikke føler, man hører til. Det skriver psykolog og forfatter Susan Pinker uddybende om i bogen The Village Effect.

I ”Frivilligrapporten” fra 2019, der er udgivet af Center for Frivilligt Socialt Arbejde, står der, at 40 procent af alle danskere arbejder frivilligt. Som de primære grunde til at engagere sig i frivilligt arbejde nævnes tre ting: at ville gøre en forskel, at det er sjovt samt ønsket om at være med i et socialt fællesskab.

Når man føler, man hører til et sted, og er — eller kan blive — en del af et socialt fællesskab, er interessen for at gøre en (frivillig) forskel altså afgørende større, end når fællesskabet ikke er til stede.

Tager medierne deres publikum seriøst ved at sætte sig ind i og undersøge og analysere, hvad der opfattes som meningsgivende fællesskaber af dem, mediet gerne vil være noget for, kan man ud fra de overvejelser finde de mest relevante emner, vinkle journalistikken og tage de rette etiske beslutninger på et grundlag, der ikke blot er baseret på journalistens og redaktørens mavefornemmelse, men på en solid indsigt i modtagernes behov. Præcis ligesom Henrik Cavling gjorde det, da han lavede journalistik med afsæt i behov i særlige grupper. Han havde fokus på de fattigste i samfundet og brugte sin indsigt i målgruppen til at hjælpe med det, der var brug for, for eksempel ved oprettelsen af sommerlejre for fattige københavnerbørn, eller da han stablede julehjælp på benene gennem journalistikken.

Journalistikkens rejse i fællesskaber

Fællesskab som journalistisk værdi handler i høj grad om, hvordan journalistikken bliver til. Om den bliver skabt i et fællesskab eller blot af mediet eller journalisten alene.

Det handler også om, hvordan og hvornår journalisten slipper historien. Slipper journalisten historien, lige så snart den er færdig, og der er trykket på “publicér”, eller bliver journalisten hos historien og sørger for, at den får et liv i et relevant fællesskab?

Langt de fleste journalistiske historier bliver i dag til, ved at en journalist får en idé, pitcher den på et redaktionsmøde eller direkte til sin redaktør, der så beslutter, om den skal blive til noget eller ej. Herefter taler journalisten med kilder, researcher, og når journalisten og redaktøren mener, historien er klar, bliver der trykket på “publicér”, og så starter det hele forfra. Så skal journalisten hurtigst muligt komme med en ny idé — og så videre.

Men historien begynder først at leve, når den er i kontakt med et publikum. Det er først, når den kommer ud i de fællesskaber, folk lever i, at nogen har mulighed for at bruge den til noget. Alligevel er det ofte her, journalisten slipper historien for at arbejde videre med en ny historie.

I figuren nedenfor er denne klassiske arbejdsform og tankegang illustreret grafisk.

I den traditionelle journalistik er det journalisten og andre ansatte på mediet, der finder på idéen, pitcher, udvælger, researcher, faktatjekker, producerer og publicerer. Herefter overlades historien til sig selv sammen med modtageren.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, for også i dag kommer en masse idéer fra borgerhenvendelser, men processen er sjældent systematiseret. Og i mange tilfælde har medier en SoMe-ansvarlig, der holder øje med debatten på sociale medier. Men heller ikke her er det normalt, at processen er systematiseret, så journalisten bag historien konsekvent følger og støtter debatten efter publiceringen.

En traditionel udvikling af en historie fra idé, til den er færdigdebatteret, kan se således ud:

Y-aksen viser graden af involvering, mens x-aksen viser historiens udvikling over tid.

Figur 4: Den traditionelle journalistik.

Figuren viser, hvordan journalisten er alene med historien fra idé til publicering. Figuren er inspireret af Hearkens beskrivelse af den traditionelle journalistik.

Vælger mediet at fokusere på at producere journalistik til og for et fællesskab, kræver det nogle andre arbejdsprocesser og tankegange. Det kræver ikke nye kompetencer som sådan for journalisten, men det kræver en ny tankegang. Journalisten skal billedligt talt flytte sig ned fra (elfenbens)tårnet og ud på torvet til dem, som journalistikken er til for. Og det skal ske, allerede inden idéen til en historie er opstået.

Når redaktionen på Fyens Stiftstidende giver serve-retten til læserne, BBC spørger læserne, eller Krautreporter inddrager medlemmerne, så handler det om at flytte journalistikken derhen, hvor folk er: at tale med dem, lytte til dem og forstå, hvad der rører sig. Men det handler også om at gøre det tydeligt, at mediet inviterer folk ind i journalistikken. I stedet for blot at skrive om folk, laver mediet journalistik med dem, de er der for.

Vælger journalisten at gå denne vej og inkludere fællesskabet i tilblivelsen af en historie, kan et forløb se ud som i modellen ”Den involverende journalistik”, der er vist i figuren herunder.

Afsættet er, at idéen til historien opstår i fællesskabet. Journalisten skærper den og afleverer sit pitch. Når historien er valgt, fortsætter samarbejdet mellem journalisten og fællesskabet under researchen. I erkendelse af, at et fællesskab ved mere end en enkelt journalist, øges kvaliteten af researchen, hvis journalisten er dygtig til at involvere andre i denne del af arbejdet med en historie. Fakta skal selvfølgelig i sidste ende tjekkes af journalisten, så mediet altid verificerer historien. Når historien skal produceres, kan det igen foregå i et samarbejde, mens publiceringen ligger hos journalisten, der har det endelige ansvar for det produkt, mediet bringer.

Herefter sætter journalisten gang i debatten, som så i høj grad skal leve hos borgerne, men igen understøttes af faktatjek og supplerende research fra journalisten. Dernæst bliver journalistens rolle at lytte og at følge op på historien ud fra input fra borgerne, når det giver mening. Og så begynder det hele forfra. Sådan et forløb kan se ud som i modellen ”Den involverende journalistik”.

Figur 5: Den involverende journalistik.

Modellen kan tilpasses den enkelte arbejdssituation med udskiftning af punkter på x-aksen. Det er blot centralt, at historien/konceptet eller formatet løbende afprøves hos målgruppen.

Figuren viser, hvordan journalisten i stedet for at skrive om mennesker kan skrive med modtagerne, så kilder og målgruppe bliver aktive medskabere af historierne gennem hele forløbet fra ideens undfangelse til researchen, debatterne om og opfølgningerne på historierne.

Når blandt andre BBC benytter sig af værktøjet ”Hearken”, er det netop med dette mål. På denne måde kan journalisten efterlyse idéer til emner, mediet skal dække, og derefter vælge nogle få ud, som der stemmes om. Herved kan journalisten på forhånd sikre, at emnet er relevant for en større gruppe.

Læserredaktionsmøder er en anden måde til at systematisere idé-generering med andre deltagere end redaktionens ansatte. Ved at invitere læsere/lyttere/seere ind til jævnlige redaktionsmøder kan journalisten udvælge emner, der kan blive til relevant journalistik.

Som journalist kan man være ret sikker på, at der sidder folk blandt modtagerne, der ved mere om det emne, der skal dækkes, end det, journalisten kan nå frem til på den tid, der er til rådighed.

Både Zetland i Danmark, Krautreporter i Tyskland og De Correspondent i Holland beder om hjælp efter behov. Alle tre medier fremhæver deres medlemmer som deres vigtigste ressource, og medierne lykkes gennem de fællesskaber, de har opbygget, med at skabe journalistik, der både starter i fællesskabet, når der researches, og lander i et fællesskab, når der er trykket på publicér-knappen.

Det lykkes på den måde ofte at få flere nuancer med i journalistikken, når flere hjerner byder ind fra begyndelsen.

Produktionen af journalistikken ligger stadig primært hos journalisten, men med involvering af fællesskabet kan journalistikken løftes op på et højere niveau.

Journalisten skal samle mennesker

Den konstruktive og involverende journalist samler ikke blot oplysninger og spreder dem. Hun samler mennesker, lytter til dem, hører, hvad de har på sinde, og hvad der er behov for i deres liv. Hvad det er for nogle problemer, de har brug for hjælp til at løse. Og herefter sammen med dem søger hun sandheden og inspirationen.

Når journalisten ser sig selv som en del af det, hun dækker, kan journalisten tale med og ikke blot til eller, endnu værre, forbi eller ned. Det er, når journalisten står på torvet sammen med dem, der skal bruge journalistikken, at journalisten kan få indsigt i, hvad der er brug for, hvordan det virker, osv. Og det er ikke nok med et enkelt besøg en eftermiddag med kaffe og kage. Det kræver en grundlæggende forståelse for dem, der laves journalistik til, hvis journalistikken for alvor skal være relevant.

Journalistens rolle i den involverende og konstruktive journalistik er at hjælpe de fællesskaber, de dækker. Journalisten skaber, understøtter og udbygger fællesskaber. Journalisten samler mennesker i meningsfyldte, og for dem relevante, sammenhænge.

Er journalisten tæt på dem, hun laver journalistik til, kan hun i langt højere grad inkludere dem i udvælgelsen af de historier, hun skal kaste sine kræfter ind i.

Tager journalisten denne rolle på sig og involverer sig i det liv, hun dækker, vil det automatisk føre til bedre historier, der er mere relevante for fællesskabet.

Med den rolle opstår der adgang til mere viden og bedre kilder, men, vigtigst, der er også adgang til en grundlæggende forståelse af, i hvilken sammenhæng journalistikken kan bruges til noget.

Lykkes journalisten med ikke blot at tale til, men at tale med målgruppen, vil det også ofte føre til, at folk taler sammen om journalistikken, fordi de på den måde får mere ejerskab til historierne. Derigennem bliver både journalisten og journalistikken mere relevant for modtagerne, fordi de så bruger den til noget sammen med nogen.

Lykkes det at understøtte, fremme og tage afsæt i fællesskaber, der er meningsfyldte i folks liv, opnår journalisten modtagernes tillid og oplevelse af relevans. Og har mediet ikke det, er der ingen mening med journalistikken. Journalistik uden et lydhørt publikum er ikke publicisme. Det er i bedste fald kunst og i værste fald spild af tid.

Råd til at lave journalistik med afsæt i fællesskabet

1. Se modtageren af din historie som en ressource, du skal tale med hele vejen fra idé til implementering.

2. Begynd altid med en tydelig modtager. Beslut dig for, hvem du fortæller til, inden du går i gang. “Alle danskere” eller “alle over 40” er ikke godt nok. Træf et valg.

3. Lær din målgruppe/dit fællesskab at kende.

4. Tal op i stedet for ned, men uden at tale forbi. Gør det ved at tale med din modtager, inden du producerer.

5. Giv noget af dig selv. Vær aktiv på det sociale medie, der passer til din målgruppe. Brug ikke bare dit sociale medie som en formidlingskanal. Brug den til at lære dine modtagere at kende, og lad dem lære dig at kende. Fortæl, hvilken historie du arbejder på, spørg ind til deres viden, erfaringer, netværk. Del din viden, og del din tvivl.

6. Tænk på din “produktionstid”, altså den del af din arbejdsdag, du bruger på at skrive en artikel, lave et radio- eller tv-program eller lignende, som 20 procent. Brug de sidste 80 procent af din arbejdsdag på at tale med målgruppen, researche mv., samt efter produktet er leveret at hjælpe historien ud til de relevante modtagere.

7. Følg op, efter du er “færdig” med historien. Deltag i debatten, sæt gang i debatten, hvis der ikke er nogen, involvér de relevante mennesker i debatten.

8. Tag kommentarerne alvorligt og tal med. Du skal ikke blot moderere debatten, men være en aktiv deltager, der er nysgerrig og har tillid til, at andre har input, du kan blive klogere af og måske lave ny journalistik ud fra.

9. Vær med. Du skal ikke være bange for at være en del af den virkelighed, du rapporterer om. Men du skal altid meget tydeligt fortælle, hvad din rolle er.